17. marts 2020
Hvad er min retsstilling som elev/lærling?
Som udgangspunkt gælder det samme som for almindelige lønmodtagere, men med følgende undtagelse:



  1. Elever kan ikke opsiges eller hjemsendes udenfor prøveperioden.
  2. Elever har krav på deres sædvanlige løn.
  3. Lønreduktion og/eller nedsættelse af arbejdstiden kan ikke aftales medmindre der er enighed herom og hjemmel i overenskomsten. Nedsættelse af arbejdstiden kan medføre at uddannelsesperioden forlænges. Nedsættelse af arbejdstiden skal godkendes af det Faglige Udvalg. Kontakt din faglige organisation samt uddannelsesstedet for rådgivning herom.
  4. Eleven kan kun pålægges arbejde, som er relevant for erhvervsuddannelsen. Der vil dog nok være bredere adgang til at pålægge eleven at udføre arbejde uden direkte relevans for erhvervsuddannelsen pt. Hvis eleven oplever at skulle udføre arbejde uden relevans for erhvervsuddannelsen i højere grad end eleven skal tåle, kan eleven – efter behørigt at have påtalt dette (helst skriftligt) – hæve uddannelsesaftalen. Eleven bør dog drøfte hæveadgangen og særligt alternativer til at ophæve uddannelsesaftalen med sin faglige organisation samt uddannelsesstedet inden der skrides til ophævelse da der er en vis procesrisiko i sådanne situationer.
  5. Elever er i et oplæringsforhold og må derfor som udgangspunkt ikke arbejde alene, så hvis alle udlærte igennem en længere periode er hjemsendt, skal eleven hjemsendes med fuld løn.
  6. Muligheden for at pålægge elever overarbejde samt betalingen herfor er reguleret i den relevante overenskomst.

Bemærk at ovenstående generelle svar ikke kan erstatte personlig rådgivning. Er du i tvivl så kontakt forbundet.

Den 17. marts 2020 kl. 15.55 / opdateret den 19. marts 2020 kl. 14.45

frisnotjpg